Foreningens historie
Den første biavlerforening i Danmark blev stiftet på Fyn i 1866. Her i området blev der stiftet en lokal forening i Holbæk i 1870 med 20 medlemmer, Kalundborg i 1872 med 13 medlemmer, Nykøbing Sj. og Samsø i 1873 med henholdsvis 6 og 20 medlemmer og Refsnæs i 1876
Disse lokalforeninger kom til at danne grundlag for amtsforeningen som stiftedes på et møde den 20. september 1885 på Skarridsø hotel i Jyderup. En af årsagerne til at lave en amtsforening var, at der på grund af afstande, var vanskeligt og dyrt for de små foreninger at få kendte biavlere til at komme og holde foredrag.
Hans Høegh Erslev, der var lærer samt klokker og graver i Kalundborg og bosiddende på Torvet 3 tog initiativ til at stifte amtsforeningen og blev valgt til formand. Den øvrige bestyrelse bestod af Lærer Rasmussen, Ellede og sognefoged S. Larsen Kongstrup.
Hans Erslev var en meget flittig og initiativrig mand. Han havde ivrigt studeret tidsskriftets meddelelser om overgangen fra kubebiavl til bistader med tavler – højstader og trugstader.
Det var en af grundene til at han tog initiativ til at lave en samlet forening for amtet og derigennem delagtiggøre biavlerne i sin viden og få dem gjort opmærksom på de fremskridt der var på vej.
Hans Erslev udgav flere småskrifter om biavl og blev i 1886 redaktør for ”Den Danske Bitidende” udgivet af Danmarksbiavlerforening. Der blev arrangeret mange møder rundt i amtet og udstillinger med biavlsmateriel og redskaber samt biavlernes produkter. Fabrikanter og forhandlere af biavlsmateriel, blandt andre Alex Rasmussen og senere Carl Rasmussen, Kalundborg , havde han et nært samarbejde med, de var meget interesserede i at deltage i udstillingerne. Hans Erslev arrangerede også fællesindkøb af materiale og emballage. Etiketter blev solgt for 30 øre for 100 stk. en røgblæser kostede 1,80 kr. og honningglas kostede 12 kr. pr 100 stk. frit leveret. Et pund honning kostede på dette tidspunkt 50 øre.
Ved foreningens start var medlemstallet 100 og blev mere end fordoblet i Hans Erslev formandstid.
I 1892 blev han hædret med Dannebrogsmændenes hæderstegn.
Hans Erslev døde i en alder af 54 år i 1898.
I de følgende år var der skiftende formænd og i 1910 overtog Gårdejer Rasmus Larsen, Kisserup Tuse Næs formandsstolen, han var en meget målbevidst formand der arrangerede kurser og møder rundt i amtet for nye – og erfarne biavlere. Rasmus Larsen bestred formandsposten i 35 år.
Medlemstallet steg støt gennem årene og kulminerede under krigen, hvor medlemstallet var mere end 1000, hvilket skyldtes, at biavlerne ikke uden videre kunne købe sukker til bifoder. Der blev uddelt rationeringskort til indkøb af 15 kg sukker pr stade.
Holbæk amts landøkonomiske selskab støttede fra starten foreningen i en årrække med 300 kr. pr år, hvilket var mange penge dengang, også private ydede tilskud på 10 – 20 kr., hvilket betød, at kontingentet i mange år var på 50 øre og 2 kr. for tidsskriftet, der udkom hver anden uge i sommerhalvåret og en gang om måneden i vinterhalvåret.
På et tidspunkt blev der oprettet underafdelinger af Holbæk amts biavlerforening i Odsherred og Holbæk og den 11. april 1946 blev Gørlev og Omegns biavlerforening oprettet under et møde på Gørlev hotel.
Underafdelingerne havde samme vedtægter som amtsforeningen og det var hovedsagelig bestyrelsesmedlemmer fra disse foreninger, der besad bestyrelsesposterne i hovedforeningen.
Gennem årene blev der afholdt begynderkurser rundt i amtet, hovedsagelig hos lokale biavlere og i midten af halvfjerdserne blev der oprettet skolebigårde i de forskellige lokalforeninger. Hensigten med dem var at nye biavlere kunne blive oplært i praktisk biavl efter at have deltaget i et begynderkursus.
I 1987 skiftede hovedforeningen navn til Nordvestsjællandsbiavlerforening, hvilket skyldtes, at Holbæk amt blev omdøbt til Vestsjællandsamt.
Der havde gennem nogle år været ønsker om en omstrukturering til mindre enheder, idet det ville tjene biavlen bedst. Amtsforeningen blev nedlagt på en ekstraordinærgeneralforsamling den 4. november 1998 efter at have eksisteret i 113 år. De tre lokalforeninger blev derefter selvstændige medlemmer af Danmarks Biavlerforening.
I 2004 overtog Gørlev og Omegns biavlerforening navnet Nordvestsjællandsbiavlerforening
Medlemstallet i de tre lokalforeninger er i 2010 følgende: Odsherreds biavlerforening 40 medlemmer med skolebigård i Strårup, Holbæk og omegns biavlerforening med 60 medlemmer, har skolebigård i Nyvang , Nordvestsjællandsbiavlerforening med 98 medlemmer holder til på Produktionsskolen Saltoftevænge 4 i Svebølle
Der har i de senere år været et stigende interesse for biavl og der er efterhånden også mange kvinder der beskæftiger sig med biavl.
I foråret 2014 blev der udgivet en bog om foreningens historie. Bogen er udarbejdet af Martin Thyssen. Bogens indhold er indlæg i tidsskrift for biavl fra 1885 til 1998 og udskrift fra protokol fra 1898 til 1998 hvor foreningen opløstes.